Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ringertoften som arbejdsplads

I Ringertoften er vi en fagligt stærk medarbejdergruppe. Vi vægter faglig udvikling højt og er optaget af børns læring og muligheder for dannelse og trivsel. Vi er en medarbejdergruppe, der virkelig brænder for at være i huset og har medarbejdere i alle aldre, køn og kulturer.

Vi har hjertet på rette sted, og hos os skal alle føle, at de har mulighed for indflydelse og er godt rustet til opgaven med børnene.

Intern udvikling og personalemøder

Vi uddanner os og opdaterer hele tiden vores viden, så vi er på forkant med den nyeste viden inden for vores kerneområder. Vi arbejder i dagligdagen med marte meo og tryghedscirklen og har særligt fokus på relationsdannelse. Derfor har vi også fokus på at oplære nye medarbejdere godt i de metoder.

Vi står selv for en stor del af vores træning og uddannelse internt, og vi holder ofte oplæg for hinanden og deler ud af vores viden. Det gør vi særligt på vores personalemøder, som vi gør enormt meget ud af.

Det skal være både spædende, lærerigt og sjovt, når vi holder personalemøder. Derfor er de altid grundigt faciliteret, ofte med lege og øvelser, så vi mærker teorierne og de pædagogiske metoder på egen krop. Vi sidder sjældent ned under møderne, men bruger kroppen og har dialoger med hinanden.

Et af målene er, at vi går fra møderne fulde af energi, engagement og lyst til at bruge den nye viden i vores praksis fra den næste dag.

Tværfaglighed som fundament

I Ringertoften arbejder vi ofte tværfagligt, og i løbet af en almindelig måned er vi i kontakt med en række tværfaglige eksperter, som kan være alt fra støttepædagoger til sagsbehandlere.

Det er vigtigt for os, at vores medarbejdere er godt rustet til dette arbejde. Vi har derfor en coach tilknyttet til at udøve supervision, hvor vi mødes i grupper i et frit forum og har mulighed for at bearbejde nogle af de indtryk, vi får i arbejdet med børnene og deres familier.

Vi arbejder i mindre grupper og er tætte med vores kollegaer. Der er altid mulighed for at komme med input og ideer, og vi går til arbejde med grundtanken "hvad kan jeg gøre i denne situation?".

Ny hos os

Som medarbejder hos os skal du have lyst til at arbejde struktureret i hverdagen med faste rutiner og være interesseret i til tider at arbejde med komplekse sager. Vi tager godt hånd om vores nye kollegaer, og i starten får du en fast makker, som støtter dig i opstarten og er den person, du kan gå til, hvis du har brug for råd og sparring. 

Vi har et introprogram og en klar retning for, hvordan vi tager imod nye kollegaer, så vi sikrer, at du får en god start. Du vil få en grundig indføring i vores værdier, arbejdsgange og hverdagen hos os, og i den første tid vil der være løbende statusmøder med vores koordinatorer og pædagogiske leder.

Vi har ofte studerende i praktik - både fra den almene linje på pædagoguddannelsen og den specialiserede profil ‘Dagtilbudspædagogik i udsatte boligområder’. Vi er stolte af, at mange af vores studerende vælger at blive hos os efter endt uddannelse, og de nævner blandt andet arbejdsfælleskabet, mulighederne for det tværfaglige samarbejde og udviklingen af viden og praksis som årsagerne.